Lexington, mit hjerte faldt ned i maven

Langt ude i bushen, hvor ingen elektricitet eller noget andet er, ligger en lille vidunderlig by, Lexington. Når jeg beskriver den som vidunderlig, så er det fordi jeg ikke husker jeg ellers har oplevet større ro og noget mere billedskønt. Men man skal ikke tage fejl af forholdene, for havde man selv lyst til at bo her, hvor maden fanges med spyd i skoven? Folkene der bor her er enormt gæstfrie, selvom børnene skreg da de så den blege kærlighedsknuser her. Jeg får sådan lyst til at kramme de lækre små unger, men det er lidt svært når de skriger og løber, når de ser mig 🙂

På vej ned gennem den lille landsby er der smukke bygninger, og det ligner egentlig noget fra en film eller bog. De er meget glade for USA her i landet, og har et stort tilhørsforhold dertil, fordi mange stammer fra frigivne slaver der kom fra USA. Man kan godt se at nogle steder bærer præg deraf.

Jeg blev meget betaget af denne ældre mand, Abraham Browne. Han har været omkring i både landet og verden, men er altid kommet tilbage til dette lille frimærke af en plet, som Lexington er. Det er et lille skur han bor i (altså ikke huset nedenunder, det var bare flot 🙂 ), men han elsker det, og gav en dejlig historie om stedet. Jeg synes han har det smukkeste ansigt, der fortæller om et langt liv.

Jeg kan ikke lade være med at tage billeder af skønne ting jeg ser. Elsker deres mørke kulør og farverne.

Jeg kunne ikke holde ud at børnene var bange for mig, så jeg nærmede mig dem langsomt og dansede og sang på en meget akavet måde – men de grinte af mig og legede med. Vi dansede, grinte og hyggede længe, og de løb med mig rundt i landsbyen hvor vi dansede og jeg løb efter dem. Det var én stor lykkepille, som jeg aldrig vil glemme.

Aftensmaden tilberedes i den ældre dames køkken. Hun vil ikke på billedet, men køkkenet taler næsten også for sig selv. Er det ikke vildt!? Det er jo ikke bare lys og internet man mangler, når der ikke er elektricitet. Der er altså heller ikke noget køleskab – forestil jer lige det!

Haha, der danses 🙂

Her er en helt særlig ro, som om verden står stille. Hvis ikke det var fordi det blev mørkt, havde jeg bare gået rundt der i flere timer. På den tur tænker jeg virkelig over hvad der betyder noget, og hvilke ting der stresser mig derhjemme. Jeg skal virkelig lære at koble mere af og bare nyde det, for tiden kommer bare ikke tilbage. Tror jeg vil lave telefon/internetfrie timer hjemme.

Pludselig står denne smukke pige foran mig. Hun ligner jo slet ikke en der bor der, men det gør hun. Piger som hende får netop gavn af de donationer der kommer til Danmarks Indsamling, da det giver hende mulighed for uddannelse. Fattigdommen er jo ikke kun en materiel ting, men ren mentalt er det også vanvittigt givende for et menneske at udvikle sig, og det privilegium viden er, burde ingen være afskåret fra.